Og nu er det min underdanige og bestemte Begjæring til Dig, Du al Almagtens Ophav deroppe, at Du retter Fejlen for mig. Du kan jo, naar Du vil, og det koster Dig ingenting. Du, som før i Tiden baade selv og gjennem dine Tjenere har udført saa mange store og gode Gjerninger, kan vel ogsaa nu gjøre dette smaa uskyldige Miraklet, naar et Menneske beder Dig saa inderligt derom. Og jeg tror Herre. Jeg tror, ikke alende, at Du kan, men ogsaa, at Du vil. Jeg tror det fuldt og fast og sikkert. Amen.»
Han stod op og stilled sig hen ved Vinduet, hvorfra han kunde se Uranienborgskoven. Skulde han nu sætte sig til at læse paa Tysken, som var det første mundtlige Fag, han skulde op i, eller kanske gaa sig en Tur i det vakre Vejret og komme hjem til Aftensmaden og lægge sig tidlig, og før han sovned, minde Vorherre om det, han vidste.
Ja, han vilde ud.
Alligevel blev han staaende og stirred langt
