«Hvad er Du for en, og hvem har git Dig Lov til at ta Lossement her?»
«Det er bare mig, Karen,» — hvisked hun. «Jæ sitter her med Ungen min.»
Politikonstablen tog den talende nærmere i Øjesyn. Det var et tyndt, lidet Fruentimmer, med et smalt, blegt Ansigt og et dybt Kjertelar paa den ene Kind, ret op og ned som en Stage, og øjensynlig næppe ganske voksen. Hun var iført et lysebrunt Overstykke, en Slags Kofte eller Jakke, hvis Snit røbed, at den havde kjendte bedre Dage, og et mørkere Kjoleskjørt, der hang i Laser forneden og naaed hende til Anklerne. Fødderne stak i et Par hullede Soldatstøvler, hvis Aabninger foran var uden Snørebaand. I den ene Arm holdt hun en Byldt Filler, der laa tværs paa hendes Liv. Ud af Byltens øverste Ende stak noget hvidt. Det var et Barnehode, som died hendes magre Bryst. Om Hodet havde hun en Tjavs af et Tørklæde, der var knyttet under Hagen, bag i Nakken stak Haarfliserne frem. Hun rysted af Kulde fra øverst til nederst,
