og naar hun flytted sig, klissed og knirked det i Støvlerne, som stod hun og stamped i en grødagtig Substans.
«Jæ trudde inte, de ku sjenere naa’en» — blev hun ved i en pibende Tone — «det staar jo her, dette Kotte’.»
Politikonstablen fik en beklemmende Fornemmelse. I det første Øjeblik havde han tænkt at drive hende ud med fyndige Ord og la hende slippe med en Advarsel. Men da han saa paa dette elendige Barn, som stod der med det lille Kryb i Armen og trykked sig op ad Bænken og ikke turde sætte sig af Frygt og Ydmyghed, gik der et Slags Rørelse igjennem ham.
«Men i Jessu Navn da — hvad bestiller Du her, Pika mi?»
Hun opfanged den mildere Kland i hans Stemme. Angsten fortog sig, og hun begyndte at græde.
Konstablen trak Døren til og lukked den.
«Sæt Dig ned lidt» — sa han — «Ungen er sagta tung aa staa og holde paa.»
