Saa kom det sødladent, hurtigt, saa at Stemmen brast, og hun maatte gi sig Tid til at svælge, før hun fik det frem: «Vorherre skulde ikke være saa naadig og stelle det saa vel, at de fik Dig i Ulejlighed igjen, — dengang blev vi hjulpne baade af Gud og Mennesker.» — Og hun sendte ham et ondt og giftigt Blik.
Med fordrejet Ansigt og løftet Arm styrted han mod hende. Det saa ud, som vilde han myrde hende. Hun flygted, og før han havde naat hendes Ansigt med sin knyttede Næve, gik Døren op, og Madam Høier stod paa Tærskelen.
«Nu, er I ikke begyndt at lette paa Jer?» — spurgte hun og satte begge Hænderne i Siden.
Manden havde ladt Armen synke, bøjet sig ned og tat op et Halmstraa, som han gav sig til at tygge paa. Nu lusked han hen til Sengen og greb sine Bukser.
«Ja, ud skal I, om jeg saa skal bære bort hvert eneste Gran med mine egne Hænder, — hører I, Mor?»
