Hun var imidlertid saa overgit og lej af sig, at hun omtrent var ligesæl med alting.
Men saa gav det sig, at Manden vaagned godvilligt. Enten det nu var Skraalet fra Ungerne, der brølte i Kor, eller det var, at han havde udsovet, — vist er det, han begyndte at vælte i Sengen, og lidt efter sad han oprejst og rusked sig i Haaret.
Han bandte stygt og skreg, om hun ikke kunde slaa de fordømte Unger saa vidt i Svime, at de holdt Kjæft
Slagne af dette pludselige Kommandobrøl, gjorde de to næstmindste en liden Pause. Tvillingerne havde hun just stukket Filler med Sirup paa i Munden.
«Vi skal kastes ud, saa meget Du véd det», — gav hun til Svar, i en Tone som om hun undte ham det saa inderlig vel. «Hun var her nu, og gav Besked.» —
«Er hun gal, Svine!» sa Manden og bandte engang til. — «Hvor vil hun, vi skal gjøre af os?»
«Ja, det skiller ikke hende, det. — Skaf
