Gaver, der i Skikkelse af forsultent Afkom saa rigeligt udøses over Armodens Børn, idet hun for nogle Dage siden havde skjænket sin Mand et Par blaaviolette Tvillinger. De havde været gift i sex Aar, og nu var der otte Børn, hvoraf to var lamme. Konen havde maaske helst set, at Vorherre i sin Naade ikke havde betænkt hende fuldt saa rundeligt. Men slige syndige Tanker gav hun ikke Ord, for hun vidste jo godt, at det var Djævelen, som fristed hende. Børnene var en Herrens Velsignelse; Præsten stod jo der og sa det forleden Aften — han var bleven hentet for at hjemmedøbe Tvillingerne, som havde set ud til at skulle krepere i en Krampebyge. Men Krampen var dreven af igjen, og Tvillingerne var bleven tilbage.
Denne Familie var det, som nu stod for Tur til at kastes ud. De havde boet der en Maaned og ikke betalt for mere end den halve. Nu var Resten forfalden, og de kunde ikke klare for sig.
Konen havde grædt og bedt saa mindelig
