han fuld uafladelig. Konen sa altid, at der fulgte ham et mærkeligt Held til at komme i Følge med nogle, som trakterte, naar han «læst var ude» for at se efter Arbejde, hvad han jo jævnlig var. Og havde han først faat Blod paa Tand, saa var han Kar for at holde det gaaende.
Rigtignok havde han af og til vært indviklet i Ubehageligheder, idet han var bleven anholdt for Slagsmaal og Gadeallerm. Engang havde han endog havt den Vanskæbne at være bleven sat fast, fordi hverken han eller hans Kammerater kunde give en tilfredsstillende Oplysning om, hvorledes de var kommet i Besiddelse af en forholdsvis betydelig Pengesum, der savnedes af en Oplandsbonde, og som de ikke havde orket at svire bort i Løbet af to Dage og en Nat. Der var faldet Dom i Sagen, og han havde som sin Anpart faaet femten Dages Vand og Brød. Men dette fraregnet, havde Manden klaret sig rigtig pent.
Nu havde hans Kone nylig været Herrens Redskab til at forøge Antallet af de Guds
