Skjønhedslængslers Syner og Fantasier. Men gjennem alle disse Masker lyder endnu høiere Hamsuns egen Røst, forkyndende den ene evig usvigelige Sandhed, hans Blods Aabenbaring, hans Væsens Program: Jeg maa være modsat alt og alle. Jeg er en Fremmed, en Tilværelsens Udlænding, Guds fikse Idé, kald mig, hvad I vil . . .
Ja, ja men skjønt vi kanske ikke havde glemt denne hans sterkeste, inderste Eiendommelighed . . . saa kom dog «Redaktør Lynge» og «Ny Jord» som en forbløffende Overraskelse. Den Mand, der i sin Bog om Amerika havde stemplet Moralen som det rnindst menneskelige i Mennesket, aabenbarede sig i disse to Romaner som en indigneret ubestikkelig, sort alvorlig Samfundsforbedrer eller -kvaksalver (med det sidste Epitet vilde han vel have karakteriseret sig i sin nye Rolle Aaret i Forveien), — fra Issen til Fodsaalen iført den første den bedste skattebekymrede Spidsborgers ildfaste og vandtætte Overbevisnings-Rustning. Den rede Kritiker, der to Aar tidligere fra Katedret i Hals’s Sal tordnede ned over Henrik Ibsens Hoved, at han var en samfundsdebatterende Ræsonnør, der forblindet af moralsk Idealisme forfalskede og stiliserede Menneskene om til blodløse Abstrakter, til personificerede Tanker og Problemer, optraadte her som den rene Type- og Tendensdigter, der sjakrede
