med Sjæle og Skjæbner som en ublu og æreløs Seelenverkooper. Ja, var de ikke kommet med disse to Idealernes lykkelig-ulykkelige Elskere, de brødlose Don Quijoter, Høibro og Coldevin, saa maatte «Redaktør Lynge» og «Ny Jord» stilles i Klasse med Epigon-Litteraturens Klagedigte og -Skuespil, en litterær Genre, som Hamsun ikke skulde synes at have Forudsætninger for eller Sympati med.
Værst er «Redaktør Lynge». Fattig paa Virkelighed og endnu fattigere paa Stemning formelig svulmer og drypper den af den konventionelle, vandkjæmmede faare-fromme Ædelhed, der aldrig forfeiler sin Virkning paa Publikums Hjerter. Ingen Røver- eller Ridder-Romans Helt har nogensinde baaret tilskue saa megen Bravhed og Uforfærdethed paa ét Bret som denne Leo Høibro, der bekjæmper Humbug, Reklame og moralsk Svindel. Men morsomt er det ikke blevet alligevel. Hamsun, der ellers har saa let for at finde de uhyggelig sikre, knusende Udtryk for Indignation og Had, er her bedrøvelig mat og broddløs; — maaske har hans Harme ikke været helt ægte denne Gang.
«Redaktør Lynge» præsenterer sig som et Tidsbillede fra det moderne Kristiania. I denne store Stad skal der, ifølge Bogen, i de senere Aar være foregaaet en gjennemgribende Forandring i alle Livsforhold.
