han har andre Midler i sin Kirke til deres Oplærelse. Det er et vigtigt Tidspunkt i deres Aandshistorie, som nu synes at ville være kommet; det gjælder at benytte det ret, at disse Mennesker kunne drages til Kirken som dens virksomme Medlemmer; men det er en farlig Tid; ti medens de mangesteds og vel alleroftest virke for sig selv, uden Kontrol og uden at Lærerne, fremmede for deres frembölgende Lappesprog, kunne have Indseende med deres rette Arbeiden for Kristi Rige, ville de saa lettelig, fordi deres Begreber ere saa arme[1] og deres Fantasi, idet den gribes af Begeistringen, ingen Styrer har i den til Granskning modnede Fornuft, som maa lede Troen, at den ikke skal rave iblinde eller fölge Irlys, ivre sig ind i Vranglærer, hvorimod Præsterne og disses Hjælpere faa en vanskelig og möisommelig Kamp at bestaa. Nu derfor er det just Öjeblikket, da Kirkens Lærere, fra den Överste til den Ringeste, skulde være saare nidkjære blandt dem med Ordet og arbeide paa at före dem fuldt ind i den norske Kirke, hvor det er muligt. „Nu er det ogsaa Tiden, da Lærernes Kundskab i det lappiske Sprog gjøres mest fornøden, og det kan derfor aldrig mere end nu virke godt, om Vedkommende udnævne og indstille Mænd til geistlige Embeder og Ombud i vore Egne, der tage med sig i Kjendskab til det lappiske Sprog det uundværliqe
Middel til velsignelsesrig Virken.“[2]
- ↑ Begreberne tør maaske dog ikke være saa ganske arme.
- ↑ ”Maatte disse, hedder det videre, saa med al Iver benytte det Sprog som Middel til at overføre Lapperne til det norske Sprog og rydde af Vejen den store Vanskelighed, som Tungemaalet har lagt i Vejen for Geistlighedens Virksomhed iblandt dem, paa det Resolutionen af Februar d. A. maatte ophøre at være fornøden.“ — Disse Ord stadfæste da ogsaa den Sandhed, man skulde tro, ikke behøvede saamange Stadfæstelser og Vidnesbyrd, at Præsternes og Lærernes lappiske Sprogkyndigked er Veien, den eneste Vei, der förer til det läppiske Folks Bekjendtskab med det norske Sprog.
