iblandt en norsk Befolkning egentligen maa være Det, som bestemmer det Kongelige Kirke-Departement til at se bort fra Sprogkundskaben hos en Supplicant, men Det at denne er i Besiddelse af særdeles Kvalifikationer, og at Formodningen taler for, at han efter sin Udnævnelse kan og vil tilegne sig Sproget, eller at der ingen sprogkyndige Ansögere ere. Med dyb Erkjendtlighed og Ærbödighed erkjender Folket alle de Velgjerninger, som det igjennem det Kongelige Departement har modtaget, men skal, „fordi den lappiske Befolkning er liden,“ det være det afgjörende Moment for om dens Præst behöver lappisk Sprogkundskab eller ikke, saa vil dette formentligen være et baade religiöst og tillige politisk Feilgreb, der baade for Nutid og Fremtid vil bidrage til fremdeles at lægge uovervindelige Hindringer i Veien for Folkets religiöse og for dets intellektuelle Udvikling, vil hindre et nærmere Bekjendtskab med det norske Sprog, vil gjöre den Kongelige Resolution noget nær til et ikkuns lidet betydende Mundsveir, og fölgeligen mere eller mindre tilintetgjöre sammes kjærlige og velgjörende Hensigt. Folket har aldrig vist Uvillie til at lære Norsk, men for at „kunne“ lære dette Sprog maa det have Lærere, der ogsaa kunne dets Sprog. En Præst i en Menighed, der kuns har en liden lappisk Befolkning, kan jo blive Provst i Provstiet og fölgeligen erholde en ikke liden lappisk Befolkning under sit geistlige Tilsyn, og da er det for silde at lægge sig efter Sproget.
Naar man kun vil meddele Lapperne Guds Ord paa Norsk, saalænge Folkesproget er lappisk, saa forbinder man jo aabenbart med Religionsundervisningen et Bihensyn, og knytter Meddelelsen af det höieste Gode, Religionen, til en Betingelse eller Fordring, der nu i vore Dage, naar det gjælder andre Nationer, eller det
