skulde gjælde os selv, „erklæres for en Barbarisme,“ nemlig den, at et Folk derved skal bringes til at opgive sit Sprog. Det vedkommer i Grunden ikke Præsten og Skoleholderen, som Religionslærere, hvorvidt Lapperne bör lære Norsk eller ikke; men det er deres Pligt at meddele dem Gudherrens Ord i det Sprog, som Börnene og Folket forstaa. Ere disse ikke det norske Sprog mægtige, saa er det Religionslærernes Pligt at erhverve sig Kundskab heri, for at ikke Hovedsagen, Kristendommens Udbredelse, skal lægges Hindringer i Veien, og for at ikke Generationer skulle dö hen som halvomvendte og halvfornorskede Hedninger. Ingen höiere Magt har bemyndiget eller berettiget Præsterne, Sjælesörgerne og Skolelærerne til at benytle Evangeliet som et Middel i Politikens Tjeneste. Evangeliet være fri for, og ubunden af særegne folkelige eller politiske Hensyn! Aarhundreders Erfaringer og navnligen de tre sidste Decenniers Undersögelser og Vidnesbyrd (Side 7—21) har tilstrækkeligen godtgjort, at Folket ikke kan blive Kristne uden igjennem det Sprog, som nu Gud engang har lagt i dets Hjerter og paa dets Læber. De sidste Decenniers Virksomhed er derfor gaaet ud paa at skaffe Folket Religionsböger, Undervisning og Lærere i deres eget Modersmaal, ikke for derved at forhindre dem fra at lære Norsk, men for at de dertil skulle opmuntres og gjøres modtagelige.[1] Hvad er det da man egentlig vil? hedder det i Opsatsen Side 59, 60. Jo, det er den gamle kloge Lære, at de skulle lære Norsk, og denne er saa fast i enkelte Hoveder, at, om man end fra Morgen til Aften paa den mest overbevisende Maade har vist dem Urimeligheden, ja Umu-
- ↑ Jfr. Opsatsen Side 382—390, Biskoppens Yttring Side 26; Præsten Jönsbergs, Side 183.
