enno, so vilde, Ungadn deires inkji skulde faa lesa i nokot an Bok en Sælmeboke o ara sleka[1].
Dæ va Synd aa segja, at Skulemeistaradn i dei Dago støndo oversle høgt i Rang. Dæ kom se no væl taa di, at dei sjelda hadde lært so mykji, at dei kunna fylle Plassen sin. Likevæl vøro dei æragta so mykji, at dei føngo telaga seks Mat uti Kleva, o Grautefate sto ospretta, te dess Skuleungadn voro sløfne. Skulemeistaren skulde faa eta fyst han. Dæ vart jamvæl lagt fram ei Maalaskjei aat hono. Ja hadde han dæ Vete, at han held se inne mæ Kvenfolko, so kanskji han fekk søt Mjølk attve Grauten, tissheld.
Æ dæ no nokon taa dikka, so æ go fere gjeta paa, ko høg Løn ein Lærar daa hadde? Dæ ska væl strekast dæ, veit e. Ko høg ho va i dei ellste Tien, ska e segja, e kji veit; men dæ leve Folk enno, so kunne minnast, at ho va 6 Dalar Aare. Daa dæ lei paa, vart dæ paalagt te 8. Fleire Skulemeistara, so enno staa i Tenisten ell so nyst ha slutta, ha førtelt me, atte dei skula i langsammele Ti før 8 Speissi te Aare. Ein slek ein søkte te sist um 2 Speissia te. „Han har Vet paa dæ han“, svara han te, ein Bonde, so sat i Skulekummissione –
- ↑ So um Lag Aar 1830 gjorde Skula i Hallingdal – kanskji arestane ogso – eit Steg fram: Skulemeistaradn fingo noko stora Stavartavlo, so dei hengde upp, der Skula va, o ra’a Ungadn ikringo alle Veggji te stava. Dæ va noko heirsle lange Ord paa summe taa dei, so, so „Da-ne-brogs-fa-ne“ o andre sleke. Bøndadn vøro ille før dæ, at dæ skulde „innførast noko nytt“; men Skuleungadn komo so sæle heimatt um Kvelden o fortelde, at dei paa Veggjo i Skulun hadde lese um Brøkadn sena o so um den Stygge.
