ludn, korhelst era Preinuden!“ skreik han Ola o sprang ikring o ikring o grurte o børa, før ner han vart skjele sinnt o uppøst, so gjorde han korkji høyrde ell saag. „E va rædd, du kunna kome te vorte lite før hardhendt ve dena Dølen, difor hadde e Hug te ertast lite ve de, Broe,“ sa han Halvar o fulgliste. „E ska ertast ve de eg!“ skreik han Ola o vilja røke kav paa Bror sin. Han Halvar te Sprangs. Jau, ta han daa atte! Han fannst væl kjii Næri den, so to hono paa Sprange, veit e. Ve han Ola rende over Fjell o Finne ette hono Halvar Bror seno, hadde Dølidn laga se te o sylte austover Aasadn dæ fortaste, dei hadde lært, so dei fingo so stor Undamune, at han Ola kji brydde se um seta ette dei. Dei hadde kji eigong take se Stunde te ta att mæ se Fisketøludn sena, o dei komo no heldan alder att ette dei, før dei ha agta se væl for o køme aat Vingsteren o fiska meir.
Han, Halvor va Skulemeistar i mange Aar. Han va ogso den fyste her i Slire, so va brevsynt. Ve han va ung, hadde han vore i Hauksund, o dæ va der, han hadde lært dæ. Ver ein vilde ha lese eit Brev ell ogso skreve eit, gjorde han rae Bø ette hono Halvar ve Lykkja. Han va ogso so overse go te rekne, at han fann ut, ko gamal han skulde bli, o korhelst han skulde blia negravin. Dæ va endaa uppi Dale, o han laut soleise um tvær Kjyrkjo – baade Høre o Vange. Daa han kjende, dæ to te lie innaat, to han Stavin sin o krusla uppover aat Dale. O „der va dæ ein, so to ’n ve ’n va levandis o la ’n i Kjista o grov han ne paa dei Kjyrkjegarde“.
