so gjorde „Gje me ogsa er Sleiv“, sa hin. „“Kor æ det du æ daa?“ sporde Guten, før dæ va murt inne. „Her æ e, set ho hitover her du“, svara hin. Guten sette te kasta Sleive han o raakte Kjeringe sjøl mitt i Kjæften so Søskvelgen sto, – før Kjeringe hadde stilt se uppatt, di ho i Muto dragsa te dei eine Døtte sinnar eit o anna, so ikji hene Bødne skulde veta um. Hona sette te Dørs mæ Ei o Skrik; dæ heite Søe brende ho, maa veta.
„E æ sa tyste mæ“, sa Guten, daa han hadde ete Mettin sin taa Søe. „Ja, Kanna stende paa Borde, du kann kjenne aat, um der æ atte noko Øl“, sa Feretelsmann. Guten stakk Neven nie den høge, tronge Tutekanna. „O jøye daa, e faar inkji Nevin min uppatt!“ krauna Guten. „Ja, so spring ut o slaa ho imot ein Grindestølpe daa“, svara Feretalsmann. Guten høkla ut. Der sto Kjeringe sjøl o kjølde se ut i Garde. Friaren meinte, ho va ein Grindestølpe, o dreiv te henne mæ Tutekannun, so Stavadn fløgo eit hit anna dit. „O jøye, jøye, slaa kji daa“, skreik Kjeringe, „so ska e alder meir stela te’n Ingri!“
Austpaa Ullvillsæte paa dei Støle, so han Aadne Ellesta no eig, aa da ’kji skjele fritt, anna dæ va Haugafølk før i Dago. Nepaa dei flate fine Hauge neai Sele sto dæ ei omagele store Foro. Ho va so høg so nakor Maste a sa strak o bein, sa ho skulde vare skøti o slett o kvisterein lytt uppi Tøppen; men der va dæ manga, langa
