hennar“. „Men kost fekk daa du din Meddel i Verd’n, min Børgar, førtel, førtel!“ sa Kungsraae atte, maaveta. Ja hin lo o tala um, ko ful o sljøg den Strætarfenta hadde vøre, at ho hadde stilt se te taka Gullkje’e ve Børgurfrua søv, „men ho fekk ogso Like før dæ“, saa han, „ho ska ha sytislaust Levebrø hjaa me te sin døyande Dag“. „Men kost fekk daa da din Meddel i Verd’n, min Børgar“; sa Kungens Raa, „førtel me dæ!“ Ja so tala han um, at Grannin laut gaa ifraa Gard o Grunn o alt dæ, so i hass Vareign va, o at den unge Børgarfrua vart drepi burti ein murke Skog, o Haarfletta o bæi Brjøste taa henne skørne: „men no æ dæ mest dæ raraste dæ, at dæ her paa Garde, so den Børgaren aatte, finnst eit Hus, so dæ ikji æ Raae skaft, nokon kann koma inni; dæ æ omogele faa Lykkla, so høve aat Laaso, Oraa æ dæ faa brøte Døradn upp, o inkji finnst dæ Varme, so vill brenne dæ upp“. „Ja, men kost fekk daa du din Meddel i Verd’n, min Børgar, førtel, førtel!“, sa Kungsraae atte. Daa hadde kji hin meir segja, men daa hadde han sagt nokk. „Ja“, sa Kungens Raa, „der sit Mann min, e æ den Skarvefllla, du bar de so aat imot, o her æ Lykkladn so høve i Laase paa Huse, du tala um.“ No va dæ vørte uppedagele alt sama. Børgaren vart dømd te lise alt, han aatte o hadde; den gamle Hurpa vart rulla ihel i ei Spikartynne. „Ei glup Kjering æ meir værd en ein greske Gard“, men dene Kjeringe va værde tvo Garda. No fingo dei atte alt dæ, dei før hadde aatt o hatt, o slekt te, o levde ihop i Hugna o Gle’e, o era det kji daue, so leva dei enno.
