Dæ va ei Gong ei Kjering, so hadde tryaa Søne; den trea kalla dei Øskefot, taa di han va Siften o lite før se o sat’ o grov i Øskun alle Daga. So hadde Kjeringe ei Slaatte uppi Hago eit nokolite Skøv ifraa Garde, o der vart dæ titt o jamt støle aav taa Fore hennar. Dæmæ so seie ho dæ te ellste Sone seno: „No ska du gaa uppi Laavin o leggji de der o vakte paa, kem so stele aav Fore mitt“. Jau Guten strauk i Vegen o grov se nie Forstain. So dæ lei noko lite paa Natte, høyrde han, dæ to te døra o dundre o skrelle o smelle. Ress so dæ va, kom dæ eit Trøll kjørand mæ ei ulagle store Vogn o tvo svarte Øykji fere: dæ reiv Take taa Løun, lesste, grytte Take attpaa o kjørde sin Veg. Guten va mest ifraa Vete – so rædd va han. Han laag dørgend still o tørde alder uppedaga se. Gla va han, at han slapp heilskjinna derifraa, o han løvde ut, at der vilde han alder koma meir paa Nattars Tie; men han fekk daa sjaa, kem Tjuven va.
Den are Kvelden vilde den are Son i Vegen, han skulde nokk alti faa Trølle te ta Føtadn te Vare, meinte han. O ja, han sette uppi Laavin o grov se nei Sta’in. Den Ti de lei noko lite paa Natte, høyrde han, dæ to te døra o dundre o skrelle o smelle. Ress so dæ va kom dæ eit Bergatrøll kjørand mæ ei ulagle store Vogn o tvo svarte Øykji fere; dæ reiv Take taa Løun, lesste, grytte dæ attpaa o kjørde sin Veg. Guten kjende mest inkji te se – so rædd va han, o daa Trølle va kome
