Menattsleite kom Trølle heimatt „Fy, dæ teva Kristimanns Tev her!“ skreik han o va so sint, at Neisrtadn tintra taa hono. „O ja, dæ kom ein Fuggel fljøgand mæ eit Kristimanns Bein o slepte niegjøno Peispipa; dermæ æ dæ væl taa di dæ teva!“. svara Gjygere. Um Morgon uppedaga ho dæ ve han, at dæ va kome ei Prinsesse o Terna hennar dit, vilde aat dei gjyllande Skoge. „O fy, dæ æ so langt i Nord, at ingjin dit sigla o ingjin dit ror!“ skreik han ogso. „Dæ æ væl den Prinsessa, so skulde hatt Sutter-o-Sørg daa, kann e skjøne; men hona faar han alder; um tvo Daga ska han gjiftast mæ Gjygeren i dei gjyllande Skoge.“ „O, me ljøte hjelpe dei te me; dei gøvo me ei Ale mæ Hempe te Linhatt, o no ha e vøre gjifte i tvau hundre Aar, men alder slete Linhatt taa Hempe før. Dermæ lyt du laane dei Trinsekufta di du,“ sa Gjygere. Ja den Ti han høyrde dei hadde vore so snilla, vilde han dæ, han mæ daa maa veta, o sat de fere, kost dei skulde bera se aat.
Um Kvelden kom dei aat eit stort fælt Fjell. „Ja her banka e paa!“ sa Terna., „O nei, banke kji paa her; du ser, ko stygt her æ!“,sa Prinsessa. „Kem so vil inn?“ sporde Gjygere o stakk Nasin sin, so saag ut so eit Græv, ut igjøno Dyragløtten. „Dæ æ den yngste Prinsessa o Terna hennar, vilje aat dei gjyllande Skoge“, sa Terna. „O fy, dæ æ so langt i Nord, at ingjin dit sigla, o ingjin dit ror!“ sa Gjygere. So froga Terna ette Husvære det kvassaste Natte over. „Hus kunne de saa“, men ner Mann kjem heimatt i Kveld, vrir han dikka or baade Le o Lengd“, svara ho. Terna fann daa fram den Lerifts-Ale, ho hadde, o ga henne te Linhatt. „O nei, o nei daa! no ha e vore gjifte i try hundre Aar,