„Hels henne Snille,
Aa spaa henne ille:
„Baae henne Søni ha døtte ni Sukkkjelen“[1].
„Aau!“ skreik Haugakvemfølke, aa ho kvakk so, at ho slepte ne Ringja, som ho helt unde Røstebyttun, aa la te Dørs. Ringja vart sea hengd aat Kyrkjun paa Thørpo; om ho heng der enno, veit e kji.
Eigøng hadde Thronde’n vøre paa Høvtuno aa høggji Juleotta, aa han kom kji te gaa heimatt før so i Skraameljøse om Kvelden, aa daa va han so drukkjin, at dæ va snautt, han va Kar før vigge paa gaa – han va so fæld te fylle se, maa veta. Baka Treve der paa Høvtuno æ dæ ein liten rund Haug, som dei kalle Pallen, aa som alt ongt Tyrase spelte aa leika se paa om Sunndagskveldadn. Han æ væl so stor som ei skjikkele Hustuft aa bratt paa tvaa Kanta ut te Ølmannvegji. Daa Thronde’n gjikk heimatt om Kvelden, møtte han ei Juleskrei paa Palle; dei skulde aat Hahaug i Julelag, aa Thronde’n steig paa Miadn aa ga se i Følgji mæ dei. Daa dei komo fram, møtte dæ dei ute ein Mann me kvite Stava, som dei skulde gaa inn mæ; men Thronde’n tok te engle aa banne aa slo se reine galen: „E vil ikji ha nokon Stav e, e vil heimatt te henne Brynil e!“ skreik han. Dæ mæ kom dæ ut ein gamal Mann mæ ein Nasa som eit Grev aa ba dei ha han dit, dei toko han ifraa,
- ↑ Vørtukjelen, den Kjelen, dei koke Vørte i.
