Ho sto endaa ute aa batt paa ein Bunding. „,Aa nei, ko snaudt her ha vørte no daa!“ sa han. „Ja, dæ bli ne-rutt, maa veta“, svara ho – ha hugste kji anna ell han va levandes, som han hadde vøre, hona. Han spurde ette noko taa kort, aa hona svara paa alt. Tesist kom ho paa spørja: „Koss lika du de du no daa, Aadne?“ sa ha. „Aa e lika me væl“, sa han. „e æ Kongji i Hahaug“. „Aa nei, ko i Jøssu Namn, æ du dæ daa!“ skreik hona. „Detta skulde du kji sagt“, sa han, aa me di sama sveiv han burt. Ha kji ha Kari tikji so te Ords ho, anna rekji Sneise igjøno Plaggji hass, so ha ho frelst han ho.
Sea ei Gøng va dæ ein Mann, som kom faran om Hahaug. Daa sat han Aadne paa ein Stein i eine Bradde. „Gudag!“ sa han Aadne. „Gudsigne!“ svara hin. Daa skaut han se attover Stein, aa burte va han.
Daa dessa Seignidn komo ut iblant Følk, vart Grave uppatttikji; dei fonna ein Orekubbe i Kjistun aa inkji anna.
Dene Seigne æ tydele sann.
I ein taa Uppheimsgarda heldt dei paa bryggja te
Jul eigøng. Daa hadde dæ kome ei Haugakjering aa
støle Vørt. Dæ va soleine dei fongo veta dæ, at ein
Kar, som sto uti Garde avlesste Beit om Kvelden, høyrde
dæ ropte uppi Haugo ovafør:
