Der ein inkji har sin Altargang, ska ein alder seta
Nasin fram.
Ner ein Mann slær se lat, bli dæ litevøre Mat; ner Kjeringe æ lat, bli dæ tomt baade Køppa o Fat.
Dei store sko ville burt Verde.
Ner dæ bli vega te Fjells, so tukka dæ mæ Verd’n.
Dæ ha sulkaft høgre (ɔ: „Hovmod staar for Fald“).
Retten har Leigaren o inkji Eigaren.
Den, so paa Peisfote site, kann segja dæ, han hugast.
Husfrua sitt Hjartelag ser ein paa Hunde.
Kniv ska takast or Fat so snøgt so Baadn or Varme.
Verde æ bakkut fere allo, men inkji likt bakkut.
Dæ kjøpist inkji ringar en Go’ord, men dæ faatt taa dei lell.
Maatele Gokar æ best.
Søvandis Mann fanga kji høppandis Hare ell fljøgandis Fugl.
Tvær toma Henda æ farle Heimafuld.
D’æ vent, vent Andlet, men dæ korkji metta ell otysta.
D’æ go Gjente, so gjev Gute si ei Gullhøne, ei Vøndleteine o fem rautand i Fjøse.
Dei æ fine, blaae Gjenteaugo, men d’æ korkji te Mat ell Klæo i dei.
Dæ slitst alt, so i Bruke æ.
Kælvehagin (ɔ: Baadnheimen) æ kjær i fere baade Bonde o Bisp.
Lygn æ Lygn, anten ho brukast te vondo ell go’o.
Gud eig alle Daga (ɔ: „Ein har kji Brev paa Live sitt).
D’æ vest, før ein faar eit gøtt Ord paa se.
