Byen d’æ kji her dæ.
Byen æ ein Matsta dæ.
Tjone takka kji før vælgjort.
Dæ legst mykji te graate fere: summe graate, di dei inkji faa Hol paa Grauteskørpa.
D’æ bere vera huvelaus en huvulaus.
Bere æ gamalt Huvu en ny Hatt.
Dæ duga inkji ofreista, sa Kjeringe, so hengjast skulde.
D’æ enno ei Ti, sa Mann, so i Gælga hekk.
Før me vilje ha Laurdasny, før vilje me inkji ha, sa Nordbergjingen.
Dæ ska kji stort te, før ein faar eit Uppnavdn, sa Guten; han Far stal ei Gong ei Kvige, o sia kalla dei han Kvige-Per, alt han levde.
Uh, ko de svir! sa Guten, dei smorde Auga hass mæ ei turr Fjør.
Fløt dikka burt, e har Løv te vera her, e mæ, sa Mann, daa han kom paa Slavrie.
E har Mjaalk nokk, sa Aalsgjeldingen; e har ei Bytte tæe sjaau Hallankara, aa so har e tvaau Spaann i’n.
Ei liti Umveling æ go, sa Mann, batt att Skaapdøre si mæ ei Vio.
Me hava aatte kælva Naut mæ Graunge, sa Guten, dei sporde han, ko mange Naut Følke hass hadde.
