ovafere, o Gutadn paa Bordkrakke; noko hengji uppi Legun o dingle me Føto, noko taa dei minste ha vaggla se paa Slabenk-løke, noko sita her, are kor dæ raaka. Alle kappast um o lesa fortast, o dei skrikji so illhervele, at d’æ Oraa høyre Manns Maal i Stogun. Skulemeistaren driv att o fram paa Gølve, svalla no eit Ord ve Sjølmann, so stend burtve Stabbin o telgji paa eit Grevskaft, no tala han ve Kvemmennadn o Ungadn, so tulle framve Peisen, no driv han burtover te Skuleungo att. Ser han noko, so han kji lika, so glytte han uppte hono Meistar Erik, so ligg brøye se so vi deruppaa Skaaptake. Ve han held paa svalla ve Kjeringe i Huse um ei Høne, so ha døtte aav nie Løgbytta – eit vondt Teikn –, slutta ein Gut mæ Lesingen o stille se te gjeva Siemanne seno ei Spretteklype paa Nasin. Detta sjaa dei are o skjera i mæ ein Skraslelaatt. „De dikka førbankele Trøllskap de era, vilje de kji lesa de!“ skrik Skulelæraren, kjem sendand, tæ Guten i Hæddna o lugga baade uppete o nete, so Haarlagdadn fljøge. Alle lesa so dæ dura. Ein lang ein, so sit fremst paa Bordkrakke o stabbla i Kakjismun, synist væl dæ fell tungt o lesa so fort so dei are; istan før o halde se te dæ so staar, skrik han so høgt o so fort, han æ go te: „Ko seie du, ko sa du, ko seie du, ko sa du!“ Detta driv han paa mæ. Ress so dæ æ, stane alle dei are mæ ei Gong før o høyre paa han, so Lesingi hass høyres lytt over heile Stogo: „Ko seie du, ko sa du!“ – „Jau, dæ ska e fortelja de, dæ“, ropa Skulemeistaren o gjev hono eit Nakkedrag, so Huvu hass klakka te inni Skaape. So ska han te overhøyrast. „Du–skaa–all–ik–ke–sjæ–sjæle!“ stamma Guten. „Synist du, du kann Leksa di?“ spør Skulemeistaren.
