Han Ola Moing laag i Trætte me ein taa Skyldingo si i Hemsedal um ein Gard. Daa Hemsedølen saag, at han ’ki kunna faa trætt te se Garden, laga han se te me fem spræki Kara; alle hadde dei skarpslipte Kniva, o sette austover Fjelle te Slidregjeld før o gjeste han Ola Moing. Men de va ein Slidregjelding i Hallingdal, som dei kalla Veslemann-Knut, han hadde faatt Nysen um detta o sprang heimatt te hono Ola Moing o ba han akte se; de kom obe’in Fremmand te hono. De va i Skømingenn um Kvelden. Han Ola Moing laga se daa te o taka imot dei paa beste Maatin. „Ta Hæltydna[1] mi du!“ sa han te hono Veslemann-Knut, „legg de so unde Benken ova Borde o rek ho upp te me, ner du ser, e trøng te henne.“ Han Knut gjorde, som han Ola ba han. Sjøl sette Moingen se i Hægsæte me Krus o Kanne frammafør se paa Bordsenda. Rett som de va, komo Hallingadn høppandis innigjeno Døre me blankslipte Knivo i Vere. Daa kva han Ola Moing:
„O høyre de Menn ifraa Hemsedals Bygd!
vilja de no halde dikka stille;
so sko de faa Brennevin o Øl
alt ette dikka eigje Vilje.“
Men Hemsedølidn vilde alder lye paa detta, o so bar de te me o kjastast o hundelaatast. „E undrast paa de e, Moingen, at du vil trætte mæ me um denna Garden, som du veit, at du alder faar, so lengi du e te!“
- ↑ fyre, Hælvtydna, eit Slags Øks; i Hallingdal, Haltydna (tykk l), gamalnorsk, halfþynna.
