Side:Segner fraa Bygdom I.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest
XX


sa Hemsedølen. „E undrast paa de e, Møsodølen!“ sa han Ola Moing, „at du vil rengje te de denna Garden, so vel som du veit, at du ’ki har Rett te hono.“ Daa skøvo[1] dei imot hono Ola med Knivo i Vere; men han Ola spratt upp, treiv Tak i Bordkruna[2] me baa’o Hendo, o der hekk han o trumpa o spennte ikringo se te alla Leie, so dei fingo skjele mangein go Tryst taa Hælo hass. Men likevel hadde dei snørte inni Leggjo hass me Knivo si, so at Blo rann over Matborde. Daa rak han Veslemann-Knut Hæltydna upp te hono. Den kom maate; han treiv ho o slo o hoggde rund umkring se, so de va ’ki lengi før Hemsedølidn laago o stanka[3]. i Bloe seno paa Gølve ikring Borde. Dei løto kjørast taa Garde atte. Men si’a den Kvelden fekk han Ola, Moing ha Garden sin i Fre.



Hallingpresten.


I Hallingdal va de ei Gaang ein Prest, som va so sterk, at dei beste Hallingadn ’ki vøro anna en som Smaaguta imot hono i Krefto. Men so va han ogso so snøggsinna o tintrin[4], at han spraka i taa ingin Ting, o difør va Folk so rædde hono vørte, at dei

  1. bykste, skuto seg, rennde; av skøve, skyv, skauv, skøvo.
  2. ei Hylla midt uppyver Bordet.
  3. stynja.
  4. Andre Ord som tyda d. s. ero, kvessin, rimsin, gryttin;. snefsin (Hall), ill aa eigast ved. „Ein Ting e so hard at de tintra taa hono,“ nær det støkker ut Smaastykki, nær ein slær paa.