illhervele rundt, aa attimyljo kasta Brugomen Føtadn i Take. Denne Laatten minnast Folk her enno. Daa Dansen va te Endes, slutta Spelemannen Laatten, aa ai Raiddaigje kom framberande me noko Matgrai’e aa skifte ut paa Lage. Maten kalla ho Moltetrytu[1], aa han va te sjaa som Kantøffeleplu; nær detta va uppete, kom de ain Kjellarmann me noko Drykk, som va let som Molteløg, aa de kalla dai Haita. Nær so all Fagning va te Endes, kom Fyritalsmannen fram aa frudde Lage te aa ruste se att i Vegen, „før de e langt fram te Husann enno,“ sa’e han, aa no kvile me ’ki fyrr i Stolsbergo; der tøvre me litevætta, so myki Hestadn faa puste aa Folke snossa se[2].“ Daa han hadde svalla desse Orde, kvarv haile Rai’e att i Øgnebleki so nemme som ai gamal Kønu; ho vart atte tvillandis ait lite Bel ette hine; ho syntest gaa umkring i Skjole aa seta Nasin te Vers, som nær Kydn kjenne Vøsi taa Udyro. Ho mulla aa va ill aa sa’e de uti Vere: „her e ’ki fritt for, anna ell de tevja taa dessa Smaakrosso, me kvokko so taa daa me foro te Tempils i Dag,“ ve desse Orde henna knyste ain taa desse Karo, som voro ute i Setubu’nn, te aa læje, aa den gamle kvakk taa desse, aa te Dynns bar de me henne i Heljoro. Ho slo endaa atte Hurde ette se so snøggt, at han ’ki hadde faatt Rova si me se or Gaatte paa Hurdenn, so at ho gaula aa maatte rykkje i nokre Vendu, fyrr ell Tagle paa Rovunn sleppte Tak. Men daa han vart laus aa naadde ut, so tok hona Tak i Baisle
