te graasvta Heste sino, aa sløngde se i Salen, so de berre klass i Hesteryggi. Aa so or Garde, so dai oygde hona knapt nok som ain Dott taa dai aine Syningenn aa paa den are, aa so skraik ho paa han øldrug Vøtt Mann sin um aa tøvre lite, „held aa ottast hona før at detta Krosskreke i Bu’nn kunna førkrosse hona,“ før e kvakk so taa di e høyrde Krossen naus, sa’ ho, „at e slette me so snøggt paa Hesten, at Hulahatten flaug burt før me.“ Men derme vart denna Liku burte paa dai yttaste Syningenn, aa alt va kurt aa stillt se’a som fyrr.
Nærkønu. Ai Skurukønu vart ai Gøng ille ute taa ain stor Lopp, som svaipte se i Halme atfør Hendo henna me’a ho skar. Daa ho hadde mø’st[1] me Loppe noko lengi aa inki kunna faatt han ifraa se me Skræmu, sa’e ho de uti Vere paa Løgju: „gakk ifraa me; e ska bi di Nærkønu, nær du ska liggje i Barsæng;“ me di sama ho hadde sagt detta, kvarv Loppen burt. Detta vart Kønu se raint førgrunig over aa kvakk gjorde ho me, før de skaut i Hugen henna, at de ho hadde sagt paa Kveming mogele kunne bi Ølvøru me Ti’enn.
Ai nokon Ævu ette kom ain stor stygg Fremmand-Mann te dai Kønunn me Bø fraa Kønunn sina, at ho laut koma te Nærkønu hjaa henne som ho hadde bø’est te, „ho fær ’ki letta se fyrr du kjem,“ sa’e han, „aa du ska hava go Like før Bry’e ditt.“ Kønu va umhuga[2] te fylgje Manne, før ho tottest skyne taa Aatferdenn hass, kor han aatte haime. Ho orsaka se me
