i aandelig Blindhed. Deres staaende Polemik indskrænker sig til lidet vexlende Omskrivninger af den Sætning, at de selv ere ufeilbare, og at al Viden er umulig udenfor deres System. De bøie unda for Angreb og kjæmpe ikke mod dem. Til Gjengjæld reise deres Modstandere, og blandt dem Schelling selv, Anklage mod dem for Charlataneri, medens Schellingianerne, dengang de vare paa Moden, behandlede som laverestaaende Mennesker dem, der angrebe det Tomme og intetsigende i deres Doktrin.
Dog det er fremfor Alt vigtigt at komme paa det Rene med, om man fornuftigvis kan tale om den tyske Filosofi under ét, eller om den kun danner et indbildt Hele, hvis enkelte Led gjensidig tilintetgjøre hverandre. Dersom man her alene har at gjøre med en Flerhed af modsatte Læresystemer, blandt hvilke man maatte gjøre et Valg — et Valg, som under et vist Synspunkt vilde være vanskeligt nok, fordi alle Parter med samme Ret gjøre Fordring paa at repræsentere den tyske Filosofi — saa er Problemet et helt andet og forskjelligt.
Imidlertid — hvor meget end hvert enkelt af disse Systemer har strævet for at gjøre sig exklusivt, hvilke Fremskridt det end paastaar at have gjort, hvilken Vægt det end lægger paa Forskjellen mellem de enkelte Systemer, saa have de dog alle sin Næring fra den samme Kilde, og flyde alle — fra Kant til Hegel, begge medregnede — paa den samme Forudsætning Deres fælles Punkt er det Vilkaarlige, er Aandens Anarki; deres Anmasselse er den, at de ville skabe Sandheden og ikke lære den at kjende, at de sætte sine Ideer i Virkelighedens Sted, at de personificere sine Abstraktioner eller bedre sagt, at de ophøie dem til Guder, at de fornegte den Kilde, de skrive sig fra, og at de udgive dem for Inspirationer, for umiddelbare Aabenbaringer.
De tyske Filosofer støtte sig forresten paa en Kjends-
