gjerning, men denne Kjendsgjerning er indbildt; de bygge paa en Antagelse, som er en Tilsnigelse, paa et Postulat. Den Hypothese, som er deres Systemers conditio sine qua non, eller rettere sagt, som er deres hele Filosofi, er den, de have opstillet om en eiendommelig Organisation af den menneskelige Natur, en Hypothese, som de ikke have retfærdiggjort uden ved nøgne Paastande, ved Løfter og ved Omskrivning af selve Postulatet. Dette er en psychologisk Feil, saaledes som i Grunden alle de Feil ere, som man kalder filosofiske[1], fordi de ere saa generelle og omfattende. De tyske Filosofer udstyre Sjælen med en aktiv og skabende Evne, som uden at sætte sig i Forbindelse med den ydre Verden, uden at tage sin Oprindelse derfra, uden at berige sig med Kjendsgjerninger og Erfaring, fra sig selv udleder Ideer, som ved en forud indrettet Harmoni svarer til den ydre Virkelighed. Den rene Tænkelighed er for dem den objektive Sandhed, som de ikke tilegne sig, men som de konstruere, saaledes som de udtrykke sig med en vedtagen Terminus. De tyske Filosofers Fornuft, som de stille i Modsætning til Forstanden eller Evnen til at danne Forestillinger, — og jeg kommer til at knytte min Udvikling til dette Ord, fordi denne tyske Fornuft er det vigtigste Grundlag for deres Scholastik, og fordi de andre Betegnelser paa deres Abstraktioner forstaaes let som Omskrivninger og Følger af denne fungerede Fornuft og dens Forhold til den anden Abstraktion, Forstanden — denne Fornuft, siger jeg, er en særegen sjælelig Evne som gjennemtrænger Tingenes sande Væsen og bemægtiger sig det Absolute, den er det Absolute selv eller dets umiddelbare Aabenbarelse, den er Kundskabens oprindelige Lys, omfatter i
- ↑ I Texten staar: psychologiques. (Oversætterens Anm.)
