Side:Sanskrit og Oldnorsk.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Bopp[1] for et tabt Futur. af Verbet अस्, as, at være, hvilket han begrunder ved en Sammenligning med Potentialis af samme Verbum, der oftere forekommer, og har en paafaldende Lighed med Endelserne i Fut. secundum. Hvad enten nu dette er den sande Oprindelse eller den paa anden Maade lader sig forklar, [2] formener jeg, at det oldn. Hjælpeverbum skal intet andet er end denne Stavelse, der i Oldn. enten har sondret sig fra eller aldrig været i Forbindelse med Verbet, ligesom f. Ex. Endelsen -bo (Kjendemærke paa Fut. i Lat. ama-bo) sees at kunne sondre sig fra og stille sig foran i det Krainiske, hvor bóm igral, jeg skal lege, egentlig jeg skal være legende,[3] i Angelsachsisk beo, jeg skal være. De Indvendinger, som man kan tænke sig anført, deels fra Formens, deels fra Betydningens Side, haaber jeg at kunne gjendrive. Hvad for det første Begyndelsesbogstaverne angaaer, da ligge de hverandre saa nær, at det maaske turde være overflødigt, ved Exempler at godtgjøre, at ष, , i Oldn. oftere er bleven sk; jeg vil imidlertid anføre nogle saadanne, saasom मानुष, mânus̔a = menskr, menneskelig; ष, = ska, den bedste Deel af noget; सट्ट्, satt = skada, skade &c. Med Hensyn dernæst til l, som findes i Endens af skal, da er det en Halvvocal, som i Sprogovergange ofte deels ombyttes med andre, deels bortfalder. I nyere Norsk høres istedetfor skal saaledes i skjødesløs Dagligtale hyppigen ska; ligesaa i Engelsk jævnligen shan’t for shall not; og i Oldtydsk sast for sellst, f. Ex. i Digtet, tvé Kūnigeskinner, i Uhlands Samling af oldtydske Folkedigte: «allene sast da der nich gon», allene skal du der ei gaae. Fra Betydningens Side kan den Indvending tænkes, at skal fornemmelig bruges om en bestemt Forpligtelse eller Forsikkring, medens man hyppigere bruges for at betegne Fremtiden alene. Men dette er en Sprogbrug, som er let forklarlig af Trangen til at distinguere, uden at deraf kan udledes noget bestemt med Hensyn til Ordets opringelige Betydning. Saameget er derhos vist, at skal ogsaa bruges

som blot Fremtidsbetegner uden nogen Bibetydning af Forpligtelse eller For-

  1. Gramm. S. p. 903—4.
  2. Jeg tænker mig स्य, sja dannet af स्यन्, sjan, eller स्यम्, sjam, at betænke, have i Sinde, brugt som Hjælpeverbum, analogt med det andet oldn. Hjælpeverb. for Fut. man, der unægtelig er beslægtet med det gothiske munu, at tænke, have i Sinde. Det kan vel synes at tale til Fordeel for Bopps Forklaring, at efter skal oftere vera udelades, hvorved man kunde troe antydet, at skal alene betegner Fut. af vera; men den samme Ellipse findes efter man (af munu), hvor en lignende Forklaring neppe lader sig anbringe.
  3. Bopp. v. Gr. p. 909.