i Plur., som Imperf. af Hjælpeværbet, at være, og er derfra uforandret gaaet over i det nyere Hindustanske تھا, t῾â, og Plur. تھى, t῾ê, var, vare. Af dette aspirerede t (th), der svarer til det aspirerede 5 i Oldnorsk, har Brag-hâkâ, en anden nordindisk Dialect, blot beholdt Aspirationen, under Formen हो, ho, i Sing. og हे, he, i Plur., medens det Pengabiske og Bengalske have kastet Aspirationen bort og beholdt det uaspirerede ਤ, t, f. Ex. Peng. ਮੈਨੇ ਕੀਤਾ, mainê kîtâ, jeg gjorde. Bengalsk: তূমি করিতা, tûmi karitâ, du gjorde.
I alle disse Dialecter bruges dette Ord eller Bogstav som Hjælpeverbum, for at betegne den forbigangne Tid; som særskilt Ord i Hindi og Brag-bâkâ, som Afformativ i de to sidstnævnte Dialecter, ligesom i Oldnorsk. Betydningen angives af Ballantyne[1] at være den ovenangivne: var, vare. Bopp[2] derimod er, som Grimm, af den Formening, at Imperfectendelsen kommer af et Verbum, svarende til Sanskr., धा, d῾â, at sætte, gjøre, Roden til det tydske thun, af hvilket vort Oldsprog har Derivatet dád, Daad.
Rask henfører til sin anden Bøiningsmaade (ɔ: den, som danner Imperf. ved Vocalforandring) nogle Verber i Oldnorsk, som i Imperf. ende paa -ra, saasom núa, bebreide, imperf. nera; snúa, snoe, imp. snera, róa, roe, imp. rera, men han bemærker derhos, at Imperf. Bøining ligner den i første Bøiningsmaade. Han har her ladet sig forlede af Vocalforandringen til at skille disse Verba fra dem, der i Imperf. antage ða ell. ði i Enden. Endetillægget ra er nemlig her kun en Variant i Udtalen istedetfor ða, hvilket deels i Almindelighed kan sluttes af det Slægtskab, som d og r i flere Sprog vise, deels af den særegne Udtale, som ढ (der just snarer til oldn. ð) har i Hindi-Sproget, hvorom Ballantyne siger: „The cerebral letters ड da and ढ dha, when medial or final, ar commonly pronounced ra and rha.“
Da Fremtiden i Oldn. betegnes ved Hjælpeverber, og i Sanskr. ved Flexion, synes ved første Øiekast ingen Parallel her at kunne optrækkes; men, da Flexionen egentlig er Agglutionation, kan Formtillægget skilles fra Roden og sammenlignes med Hjælpeverbet i Oldn. Fut. Secundum dannes i Sanskr. ved at indskyde स्य,
sja eller ष्य, s̔ja, mellem Roden og Personalendelserne. Denne Stavelse anseer
