Hopp til innhold

Side:Sanskrit og Oldnorsk.djvu/20

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

i Plur., som Imperf. af Hjælpeværbet, at være, og er derfra uforandret gaaet over i det nyere Hindustanske تھا, t῾â, og Plur. تھى, t῾ê, var, vare. Af dette aspirerede t (th), der svarer til det aspirerede 5 i Oldnorsk, har Brag-hâkâ, en anden nordindisk Dialect, blot beholdt Aspirationen, under Formen हो, ho, i Sing. og हे, he, i Plur., medens det Pengabiske og Bengalske have kastet Aspirationen bort og beholdt det uaspirerede ਤ, t, f. Ex. Peng. ਮੈਨੇ ਕੀਤਾ, mainê kîtâ, jeg gjorde. Bengalsk: তূমি করিতা, tûmi karitâ, du gjorde.

I alle disse Dialecter bruges dette Ord eller Bogstav som Hjælpeverbum, for at betegne den forbigangne Tid; som særskilt Ord i Hindi og Brag-bâkâ, som Afformativ i de to sidstnævnte Dialecter, ligesom i Oldnorsk. Betydningen angives af Ballantyne[1] at være den ovenangivne: var, vare. Bopp[2] derimod er, som Grimm, af den Formening, at Imperfectendelsen kommer af et Verbum, svarende til Sanskr., धा, d῾â, at sætte, gjøre, Roden til det tydske thun, af hvilket vort Oldsprog har Derivatet dád, Daad.

Rask henfører til sin anden Bøiningsmaade (ɔ: den, som danner Imperf. ved Vocalforandring) nogle Verber i Oldnorsk, som i Imperf. ende paa -ra, saasom núa, bebreide, imperf. nera; snúa, snoe, imp. snera, róa, roe, imp. rera, men han bemærker derhos, at Imperf. Bøining ligner den i første Bøiningsmaade. Han har her ladet sig forlede af Vocalforandringen til at skille disse Verba fra dem, der i Imperf. antage ða ell. ði i Enden. Endetillægget ra er nemlig her kun en Variant i Udtalen istedetfor ða, hvilket deels i Almindelighed kan sluttes af det Slægtskab, som d og r i flere Sprog vise, deels af den særegne Udtale, som ढ (der just snarer til oldn. ð) har i Hindi-Sproget, hvorom Ballantyne siger: „The cerebral letters ड da and dha, when medial or final, ar commonly pronounced ra and rha.“

2. Futurm.

Da Fremtiden i Oldn. betegnes ved Hjælpeverber, og i Sanskr. ved Flexion, synes ved første Øiekast ingen Parallel her at kunne optrækkes; men, da Flexionen egentlig er Agglutionation, kan Formtillægget skilles fra Roden og sammenlignes med Hjælpeverbet i Oldn. Fut. Secundum dannes i Sanskr. ved at indskyde स्य,

sja eller ष्य, s̔ja, mellem Roden og Personalendelserne. Denne Stavelse anseer

  1. Elements of hindi and braj bhaka grammar, London 1889, 4e. p. 13.
  2. vergl. Gr. §030 flg.