I Genf begyndte han at udgive Le Revolté, anarkisternes hovedorgan. Han skrev til mig engang ifjor, at „da jeg skulde udgive det første nummer af Le Revolté, havde jeg 22 frs. i lommen, men i mit hjerte havde jeg troen paa min sags seier, og derfor er mit blad idag ti aar gammelt.“
Han fik imidlertid ikke længe lov til at forblive i Schweiz. Han havde protesteret mod fem russiske patrioters henrettelse, og han blev derfor paa den russiske regjerings anmodning udvist fra den frie republik. Han begav sig da til London, hvor han under uhørt tilslutning holdt en række foredrag om Rusland. Han reiste derfra til Thonon i Frankrig for at være sammen med sin svoger, der laa syg af tæring. Han fortæller, at han her hver eneste dag modtog en mængde forslag fra alle verdens kanter om, at man under hans auspicier skulde lade konstruere maskiner, den ene mere djævelsk end den anden. Grunden til dette var, at aviserne befattede sig meget med den revolutionære fyrste dengang, og han blev derfor plaget med en uhørt paatrængenhed. Der kom folk i skarer til den lille by for at forsøge at introducere sig hos ham, og der fortaltes det ene eventyr efter det andet om ham.
Da var det, at han i vinteren 1882, paa foranledning fra Rusland, af den franske regjering blev anklaget, sammen med 57 franskmænd, for at tilhøre det forbudte selskab, der gik under navn af Internationale. Processen, der i sin tid vakte en enorm opsigt, var blet forberedt af de regjeringsvenlige blade gjennem heftige angreb og tvetydige beskyldninger mod Kropotkin, hvem hovedanklagen gjaldt. De 57 franskmænd stod mere som staffagefigurer end noget andet. At „jomfruen af Paris“, Louise Michell, ogsaa blev indviklet, tjente kun til at forøge den effekt, som Kropotkins fyrstetitel kastede over hin merkelige retshandling.
I sin tale til juryen leverede han et glimrende forsvar for sin lære. Han ytrede blandt andet:
Jeg sa eder, mine herrer, at jeg paa nært hold har set de arbeidende klassers elendighed; det er derfor, jeg er blet socialist. Jeg sa eder, at det er paa tide at tilintetgjøre denne skjændige uretfærdighed: alt for dem, som intet producerer, intet for dem, som producerer alt. Jeg har set bourgeoisiet fordærves i sin lediggang. Tag for eder en roman af Zola, bourgeoisiets forfatter par excellence, og I vil ha bevis nok. – Paa den anden yderdel af den sociale stige har jeg set, at unge mennesker, hos hvem der endnu fandtes ærlighed, indesperredes ifængsler, og jeg har set dem gaa ud fuldstændig ødelagte, som nye rekrutter til forbrydelsens hær. Jeg har set alt dette, mine herrer, og I kan ikke undres over, at jeg har søgt botemidler herimod.
Lærer ikke historien os, at bourgeoisiet har eksproprieret adelen? Jeg haaber, at historien en dag vil fortælle os, at ogsaa folket har eksproprieret bourgeoisiet.
