ligt at faa øie paa Borodin. Det lykkedes. Efter nogle faa maaneder mødte han Kropotkin i Gastini Dvar paa Nevskiprospektet, og han angav ham straks til en politibetjent, der arresterede den formentlige Borodin. Han vilde først ikke fortælle sit virkelige navn, men det blev umuligt at skjule det. Nogle dage efter kom vertinden fra et hus, hvor Kropotkin havde leiet et værelse, og meldte, at en af hendes leiere, fyrst Peter Kropotkin, var forsvundet den samme dag. Da hun blev fremstillet for den formentlige Borodin, gjenkjendte hun ham straks, og Kropotkin var nødt til at vedkjende sig sin identitet.
En saa høitstillet persons arrestation vakte stor bevægelse ved hoffet. Keiseren selv blev i den grad oprørt, at da han et aar senere reiste gjennem Karkoff, hvor en fætter af Peter, Alexis Kropotkin, var guvernør, var han ligefrem uhøflig mod ham og spurgte barskt, om det virkelig var sandt, at han var en slegtning af Peter.
I to lange aar var Kropotkin fængslet. Da han engang senere stod for en fransk domstol som politisk fange, ytrede han sig i sin forsvarstale til juryen om sin fængselstid omtrent slig: Hvis I, mine herrer, ligesom jeg, vidste, hvor skrækkelig denne indesperringens pine er, hvis I, ligesom jeg, havde hørt blasfemien fra disse ulykkeliges læber, disse, som havde tabt alt haab, saa vilde I maaske nøle med for fremtiden at anvende den slags straf. Lad mig sige eder, at i det fængsel, hvor jeg var indesperret, blev ni fanger gale, og elleve begik selvmord. – Det er et dystert billede, den russiske fyrste giver os i disse faa ord om sin indesperrings tid. I hans bog: „I russiske og franske fængsler“ faar man vide, hvad menneskelig pine er. Man læser, saa hjertet blir saart og sygt, man steiler mod al denne pinsel. Der er navnløs lidelse, smerte uden ord.
Efter to aars forløb faldt han i en alvorlig sygdom og blev indlagt paa fængselshospitalet. Derfra rømte han, 1876, til Schweiz. Denne flugt er den mest eventyrlige i det unge Ruslands historie, og hvad vilje, mod og udholdenhed angaar, har den ikke fundet sit sidestykke, trods det, at siden hans tid har Ruslands nihilister havt større trængsler at gjennemgaa.
Efter sin flugt nedsatte han sig i Schweiz, hvor han kaldte sig Peter Le Vachoff. Her troede han at være kommen til et lykkeligt land, men hvor sørgeligt blev han ikke skuffet. Under den industrielle krise, som urfabrikationen dengang undergik, blev han vidne til en elendighed saa stor, som han aldrig havde tænkt sig. Der var sult og nød uden maal og maade. Det gik saa vidt, at kvinder, afsindige af hunger, søgte næring til sig og sine i de riges affaldsdynger.
