– Til sit eget forsvar ytrede han tilslut følgende:
Hvis domstolen virkelig dømmer paa den slags beviser, som her er fremlagte, vilde det være det samme som, at ingen fremmed, der bor paa fransk jordbund, for fremtiden vil ha ret til at tænke, skrive og tale. Jeg tror, mine herrer, at denne proces er af langt større vigtighed, end man i almindelighed tror. Jeg ved, at arbeiderne i begge verdensdele har blikket rettet mod eder og med ligesaa stor bevægelse som utaalmodighed venter den dom, I nu skal fælde. Hvis det blir en fældende dom, saa vil man, mine herrer, si, at det om Internationale kun var et paaskud, og at det, som man vilde ramme, var friheden til at tænke og si, hvad man tænker. Det er en pligt at underrette eder om, hvilke følger eders dom vil ha. Arbeiderne vil deri se en freds- eller krigserklæring. Ak, mine herrer, gi ikke nyt had næring og forbered ikke nye ulykker! Husk historiens lærdomme, og I vil se, at de forfulgtes magt har vokset netop paa grund af forfølgelserne. I 1869 anklagde man tre processer mod Internationale. Dette skaffede det kun 200,000 nye tilhængere. I 1871 trodde man at kunne drukne Kommunens idé i de 35,000 pariseres blod, men denne idé kommer dog igen, større, sterkere, mere straalende.
Den sociale opgørsdag er skjæbnesvanger. Den vil snart være for haanden, vær forvisset om det.
Skal I tilstoppe eders øren? Nei, mine herrer! kom til os, søg hos os løsningen af dette frygtelige problem, som snart maa løses. Hvis I undres over min dristige tale, saa vil jeg si eder, mine herrer, at jeg vilde være lykkelig over, at mine ord blev hørte af alle, og jeg vilde prise mig lykkelig, om I paa den store sociale regnskabsdag kunde spare nogle draaber blod. Dog, I vil ikke høre, men saafremt bourgeoisiet vedblir at holde arbeiderne under sit aag, at forfølge og undertrykke aem, saa er ethvert hæderligt menneskes pligt givet paa forhaand, jeg skal ikke svigte min. . . . .
– Dette merkelige forsvar, som holdtes i en rolig, men overbevist tone, gjorde et dybt indtryk paa tilhørerne, men det forbedrede ikke Kropotkins sag synderligt; thi her var jo dommen fældet paa forhaand. For Kropotkins vedkommende lød den paa fem aars fængsel, 2000 fr. bøder, ti aars politiopsyn og fire aars tab af borgerrettigheder. Dommen faldt i januar 1883. Han sad i statsfængslet i Clairvaux til januar 1886, da president Grevy benaadede alle politiske forbrydere. Siden den tid har hans hjem været i Byrons fødeby, i Harrow on the Hill tæt ved London.
Fyrst Kropotkin er en eminent politisk begavelse: Han er som skabt for den store, offentlige arena. Han er en brændende sandheds-
