komisk som ynkeligt skue. Den store violinist og hjerteknuser stod der elegant bukkende, men — uden bukser. Tjeneren havde netop taget fra ham disse høist nødvendige beklædningsgenstande for at give stuepigen dem til afbørstning.
Men Griegs historie var morsommere.
Ole Bull optrådte i Madrid. Damerne var som gale efter ham, ikke mindst Spaniens varmblodige dronning, den unge Isabella, for hvem erotiken spilled en langt større rolle end politiken, som hun dog var sat til at lede.
Efter en af sine concerter blev Bull kaldet til audients hos dronningen. Hun udtrykte med sydlandsk varme sin begeistring for hans guddommelige spil og forlangte tilsilt at han skulde komme en aften op på slottet og spille for hende — ganske alene. En sådan musikalsk tête à tête vilde være så fortryllende.
Ole Bull havde jo kun at adlyde. Men efter denne ensomme musiktime med dronningen, blev han senere af en kammerherre overrakt den spanske orden, som bærer indskriften «Pour la vertu».
Da Ole Bull senere kom til Stockholm og spilled ved hoffet der, bar han på sin kjole den spanske orden. Men den gamle, franskfødte dronning Desideria havde neppe fået øie på den, før hun brast i latter og spurgte: «Men sig mig, hrr. Bull, hvorfor har De fået den orden?»
«For mine dyders skyld, Deres majestæt!» svared Ole Bull med diplomatisk alvor, idet han bukked dybt. —
