Side:Samliv med Ibsen.djvu/7

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

glæde i livet er at følge lig og være tilstede ved begravelser; men det er der desværre så liden anledning til i Skien, hvor folk blir så gamle og slet ikke vil dø . . . Derfor har jeg nu solgt det lille huset mit derhjemme og er flyttet herind til Kristiania, hvor folk kreperer som fluer og jeg gudskelov har den glæde at kunne følge lig hver eneste dag hele året . . . Jeg skal netop nu op til «Vor frelsers gravlund» og begrave en gammel, høist respektabel jordemor.» Han løftede høfligt paa sin sorte floshat. «Farvel.»

Vi måtte le af denne historie og igen smage på toddyen. Jeg følte mig rigtig vel tilmode, men midt i glæden havde jeg en hemmelig skræk for at fruerne skulde komme og overraske os.

Både fru Ibsen og fru Dietrichson var høist elskværdige damer, slet ikke i familie med den bekendte Zanthippe, men de var dog begge to ret strikse, når det gjaldt at svinge det huslige scepter — Og nu havde vi på egen hånd, uden at rådspørge dem, lavet til dette lille gilde! . . .

Grieg talte om Wagner og Liszt, som han havde været sammen med i Bayreuth, især om Liszt, hvis varme anbefaling i sin tid havde bidraget til at Grieg fik en årlig understøttelse af stortinget. Og så blev Ole BulIs navn nævnet og gav stødet til mange anekdoter.

Ibsens lød saaledes: En tysk baronesse i München var lidenskabelig indtaget i Ole Bull, som netop gav concerter der. En morgen kom hun som sædvanlig på visit og trods tjenerens advarsel styrtede hun lige ind i sovekammeret til Ole Bull, der i øieblikket afgav et ligeså