— I Gossensass opholdt sig den saison blandt andre et par bayerske damer, hvis ligeså rige som smagløse klædedragt vakte almindelig forundring hos os nordboer. Ibsen måtte altid trække på smilebåndet, når han så dem. Og nu ytred han:
«En tysk dame i grande toilette minder mig altid om en præmiebelønnet ko, med guldstas og papirblomster mellem hornene.»
Så faldt talen på dyrenes intelligens og Ibsen påstod, at et sådant umælende kreatur, der har fået udmærkelse ved et dyreskue, forstår godt at det er en udmærkelse. Når man nemlig efter festen vil berøve det sit pandesmykke, gør det modstand og spænder ud.
«Oh, vanitas, vanitas!» tænkte jeg. Selv de firføddede! —
I min frakkelomme havde jeg med en bog af en tysk forfatter, som jeg vil kalde Schønborn, der dengang var meget yndet. Bogen gled tilfældigvis ud af min lomme, Ibsen fik øie paa forfatternavnet og slog idetsamme op en for ham eiendommelig, halvt klukkende latter, som meldte os, at vi kunde vente os en ny, morsom historie . . .
Schønborn var en af disse hyper-æsthetiske naturer, hvoraf Tyskland har så mange, og som helst vil glemme at vi mennesker med al vor ånd og poesi dog har visse nødvendigheder tilfælles med dyrene.
En gang, da han reiste på jernbanen, fik han den heftigste mavepine og uheldigvis var der intet W. C. på hans klasse. Her var gode råd dyre, men digteren tabte ikke sin åndsnærværelse. Foruden den reisehue,
