ramme: De hvide fjeldtinder rundt omkring og sneen, der lå som dun på vore plaids og så smeltede . . .
Vi tænkte vist alle i vort stille sind på Norge, hvis natur har så meget tilfælles med Tyrols — men vi sagde intet.
Samtalen gik livligt, vekslende som snefnugene derude, springende fra det ene emne til det andet . . . Vi havde alle historier og anekdoter at fortælle, Ibsen ikke mindst. Den, som nu kunde huske dem alle!
Om Bjørnson talte vi først. Hvad der blev sagt om ham af de fremragende nordmænd, som her var tilstede, vilde afgive et svært interessant bidrag til Bjørnsons karakteristik som menneske — digteren berørte vi nemlig ikke. Men det vilde være for indiscret at gengive det, så meget mere som beundringen blandedes med kritik fra Ibsens og Dietrichsons side.
En enkelt ytring af Ibsen vil jeg dog anføre. «Bjørnson og jeg er ikke uvenner, hvad mange tror. Det er vore tilhængere, som står fiendtligt imod hverandre, ikke vi to personlig.»
Da jeg fortalte om nogle originaler fra Bergen, sagde Ibsen, at i hans fødeby Skien havde der heller ikke været mangel på slige løierlige figurer.
En af dem mødte han en dag uventet i Kristiania; han så ud som en bedemand, iført en hvid halsdug og nogle gamle sorte skindhansker. Da Ibsen spurgte ham, hvad han bestilte derinde i hovedstaden, svared han. «Jeg skal sige Dem én ting, hrr. Ibsen, min eneste
