var ikke ovn i vore værelser og vi frøs, når vi vandrede ud i det frie . . . Under disse omstændigheder var det ikke at undres over at humøret sank som thermometergraderne . . .
Den norske koloni bestod foruden mig af Ibsen, frue og sønnen Sigurd, professor Lorentz Dietrichson med frue og datteren, Honoria, samt Edvard Grieg, i hvis følge jeg var kommet fra Bayreuth til Gossensass.
En morgen forlod vi herrer damerne, som blev tilbage i hotellet sammen med Sigurd. Om vi svigted damerne forsætligt skal lades usagt. Vi vilde gå en tur og snakke fortroligt sammen, men så drev snefoget os tilbage — og da vi ikke havde lyst til at vende om igen, søgte vi ly i en åben træpavillon, der lå ikke langt fra hotellet.
Så var der en letsindig sjæl, som hvisked: (mon det ikke var mig selv?) «Nu skulde det være godt at få lidt varmt — noget, som kunde kvikke os op.»
Forslaget vandt alles bifald, selv Griegs, der er så nøgtern. Jeg forsvandt og kom straks tilbage med kognacflasken, som jeg ikke havde benyttet på reisen, og en gut fra hotellet bragte os i al hemmelighed en mugge med varmt vand, en sukkerskål og nogle glas.
Det kan nok være at vi tilslut fik det gemytligt derinde i pavillonen, trods kulden og snefoget. Vi svøbte vore uldne plaids om os, lige op til ørene, fik snadden eller cigaren frem, og lod den hede, dampende toddy vederfares al retfærdighed. Der var noget så originalt ved dette vennelag så tidligt på morgenen og i denne eiendommelige
