for optaget af naturens skønhed, der i skiftende billeder suste forbi kupévinduet ... Vi havde ikke fjernet os langt fra München, før alpeverdenen i al sin majestæt dukked frem af natten, de høie snefjelde, belyste af månen, ved foden små landsbyer i klynger med de fremspringende hustage og et kirketårn i midten. Her og der brændte et lys i de mørke, stille huse og vi hørte en fos brumme ... Hvor forunderligt for den reisende at betragte et sligt natligt, sovende landskab, dobbelt høitideligt i fuldmånens glans, og sammenligne dets dybe fred med uroen i hans egen sjæl — denne uro, som drev ham bort fra hjemmet ...
På lokomotivets stønnen og langsomme fart kan jeg godt mærke, at vi arbeider os opad fjeldet, at vi nærmer os Brenner ... Nu er vi på høiden ... Hvor jeg kender alt igen! Ja, dernede i dalen ligger som før mit kære Gossensass. Sist så jeg det i sommerdagens klare stråler, nu ligger det i sin vinterdvale ... Jeg har dog, trods måneskinnet, møie med at opdage alle enkeltheder ... En rygende snestorm hersker på disse høider, idet toget drager forbi ...
Såmange minder fra mit livs forårstid strømmer ind på mig ... Ibsen er midtpunktet i dem alle ... Lad mig da her fortælle et af disse, som står for mig i et eget, muntert lys!
— Det var i Gossensass i slutten af August måned, men vinteren holdt dog allerede på at gøre sit indtog — altfor tidligt for os glade sommergæster. Nysne lå på toppen af de os omgivende fjelde, luften var råkold ... Vi frøs, naar vi sad hjemme i hotellet, for
