Storgauvadn. Ain Vet va de Huvu-Ettesyn
over Sylaterpløggi her i Kumpeny-Jistrikte, aa detta
vart helde taa ain Lutmann i Lagi me Kumederskjersante
aa ain Kapperal. Me’a daa desse Gauvadn voro
inne paa ai Sylaterlegd ængorstane, tinga dai se Mat
te Nons hjaa Kønunn der. Ho lovde dai de, berre dai
vilde tolmo’a se, te ho kunna faa han rai’ug. „De va
glupt,“ sa’e Lutmannen, han gikk aa spana att aa fram
paa Golve aa sette Gaghals, „men sjaa no te, Kønu,
at de inki bi for myki Urainsku i Mate attve.“
Kønu va kjend fyr aa vera myki rainførle i alle Maata. Ho gat inki, men laga te de gruskast ho kunna taa dai gildaste Matvuru, ho aatte i Huse, aa derette ba ho dai sesse se te Bords te aa eta. No kom ho fyst i Hug noko, som va gloymt, ette som Tala aat Lutmanne fall se te, daa han tinga Maten; ho tok daa ain liten Borddisk taa fint Postelin aa gikk ut i Søletrø’e aa la’e ain liten Sølekladd paa Borddisken. So gikk ho innatt aa rak han paa Borde te dai, aa sa’e uti Være: „no era de væl so gruske, at de hava Gjerd me dessa aa taka te Maate sjølve, so at de inki vorte for myki taa Urainskunn, for e kan ’ki hotast te, kaa myki de kunna hugast taa dessa, e, som faatt aa sjelda stelle Matgrai’e aat slike Storgauva.“ Dai vorto daa skamfull aa soto aa gasa paa korare taa desse Snai’orde, aa kan hende dai føngo ain vesall Hugsepe’ing, aa inki snevsa so aat Folk ti’are.
Ain brennesinna Lutmann. Fyr ai lang Ævu se’a va de ain Lutmann ve Aalsgjeldingkumpenye, som va so brennande ill. Kumpenyskjæven va ain Major, aa han va ain godsle’n aa bli Mann mot Sylatero, aa viste væl, koss han skulde umgaa dai. Ain Maandagsmorgon daa Lutmannen tok te aa eksere me dai paa Brøta ve Sundre, let han um, at han skulde rai’e dai te, inna Viku va te Endes, so dai „skulde bi so mjuk som semska Raim, for e har, sa’e han, moykt so stive Kara fyrr.“ Han tok daa te aa eksere hardt
