sjaa Spelemannen. Ne me ai Furu sat ait Menneskjeliknils
i Kvendfolkpløgg aa let paa ai Fele, som saag
ut som ai Skibrette me Strengi paa. Mannen kom nemmar
aa nemmar aa teslutte tett inn ve denna Fenta,
aa ho let like godt. Han totte de va ai laakle’n Fele
ho hadde aa sa’e: „men de e undele du kan laate paa
slikt.“ „Aa nai undele e de ’ki vi’ar, sa’e Fenta; gjer
de ait Liknils taa desse Felnnn aa her de likains aat,
so ska du me koma te kunne laate, ska du sjaa.“ Mannen
sto aa stirde paa ho ait Bil, men kom daa te snu
paa Skallin lite so myki han avoygde ho, aa daa kvarv
ho burt. Han hoyrde ain Kless i Vatne, aa Tjødne
baara se lengi ette. Daa Mannen kom haimatt, gjorde
han se ai slik Fele, som den han saag, aa daa han sette
den inn paa ait Holtre ell paa Klukkekassa, let han bere
paa den en nokon a’n Spelemann paa si Hardangfele.
Ait anna Vatstrøll va Nykken. Han va ain Stygging,
som inki gjorde Gagn men berre vilde de, som illt
va. Smaa Unga, som komo burt aat Vatne, saug han te
se. Daa han vænta, at nokon snart skulde blive, helt
han se myki paa dai Stellunn, aa i Skrymslingenn kom
han daa ov’um Vatsmaale me Skalla aa skraik so stygt,
at de va nøggle hoyre paa. Han hadde langt graat
Haar aa Skjegg, graablaikt Andlet, aa Augu, som
gloste i Hause paa hono; men han viste se alder mair
en te Beltes upp or Vatne.
Paa ain Gard, som laag ainsløngd i ain Skog
