sen. Um ait Bil kom daa den vesle Mannen skjøtand som ai Pil uppaa ain Stain me Felunn i Høndenn. Haare hass va langt aa tjukt aa so gult, at de va som gylt. Nasin aa Munnen voro høvele aa væl laga, aa Augudn lyste aa voro blank som Tvergastaina. Hendadn voro smaa aa kvit, aa Fingadn gingo, so ain inki kunna oygje dai, daa han prilla. Fyst tok han daa te stille aa se’a te laate, stundo høgt so de ljuma, aa stundo laagt aa fint, aa so helt han paa te den, som hadde kasta Kjøtlemen, hadde lært. Se’a stoypte han se paa Vatne aa vart burte. Va de no ain klen Kjøtlem, han fekk, so vart de ’ki mæt Spilemann taa dai, som givi hadde, men va Lemen fait aa stor, so vart han bere, aa va nokon so gøvug, at dai kasta te hono ait gildt Bukkelær, so vorto dai Ovspelemenna.
De va aigong ain Kniar, som vilde lære laate, men han timde ’ki lata te nokon Kjøtlem aat Fossegrime. Han vilde daa gaa hurt aat Fosse fyruta, men are avraadde han, taa di dai viste, at Grimen inki vilde lære nokon hailtupp uta Bitaling. Han gikk daa sta aa stødde over alt Kjøte sitt, men alle Lemi syntest han voro for stor, aa ingin totte han, han maadde i Von. Endele tok han daa ait Bain, som Kjøte va væl spikka taa; detta maatte daa vera godt nok, mainte han. Han kasta Baine i Vatne aa vænta ai lang Ævu, fyrr han saag nokon Vatsmann. Teslutte kom han, men inki bli aa kvek, men grinen og imsen saag han ut. Likevæl tok han te stille Fela si, men ingin Laating vart de taa. Guten vart daa sturen aa sa’e: „de va aa laate e vilde lære.“ Men Grimen svara: „e ska lære de stille men inki slaa; du ga me ait Bain, som inki va paa.“
Ain Mann fekk lære aa inki turte giva noko fyr. Han kom gaa’and ette ai Buslo i Skogi aa vilde paa Stølen. Imot Kvelde kom han te ai Tjødn, som kallast Rakketjødne; aa der fekk han hoyre noko, som let so oversle vænt burti ain Skogholt. Han vart se daa forgrunig, kaa detta kunna vera, aa gikk nemmar aa vilde
