samle. Dai kvokko so taa Hunde, at dai inki komo taa
Stellunn paa ai Stund, men daa dai samla se att, bar
de or Garde me dai ikoll aa upp att ut igjøno Dydne,
so dai gloymde ette han Trond Langtønn. Ain taa dai
stautaste kom innatt i Heljoro aa gratp han Trond aa
førde han ut. Hunden søkte paa taa all Magt, aa te
Laups bar de me alt sama, so dai alder komo aat
Kvamme mair.
Joleftan are Aare ette kom de ain Kar ut paa Kambadn ovafyr desse Garde aa ropte: „ain stusle’n Joleftan i Kvamme i Aar!“
Alle som i gamle Døgo vilde bi Ovkara te laate
paa Fela maatte faa Fossegrimen te lære se, for minder
vart de ’ki stort taa di me Laatingenn, aa berre
noko harka Spelemenna vorto dai.
Fossegrimen va ait Vatstrøll, som helt se unde ain Foss, helst ve ait Kvednahus, aa der gjorde han stundo ænkort te Prainu de Mylnaradn, aa stundo let han so vænt, at Folk soto raint forkvivsa, naar dai føngo hoyre Laatten hass. Stundo let han friske Springlaatta aa Lauslaatt, men stundo sette han slikt grøtele Ljø i Fela si, at dai maatte graate, som hoyrde paa. Han hadde den Gjerde i se me, at han kunna laga se i mange Liknils, ettesom han va i Løte te. Vart han ørt, so kom han upp or Vatne i slik stygg Skapna, at Folk vorto raint forfælde.
