Se’a vart de Mannskap i Ainsetli’enn, aa denna
Leten paa Krytire helt se lengi ve.
Nesallskønu. Ai fremmele Huskønu vart moandes aisemall me’a ho aatte Baadne sitt aa lengi ette me, taa di at Mannen henna va lengst or Reppe paa Timbring, aa Bøle, dai budde paa, laag langt burte i ai Grønli. – Denne Armingen laag no der aa ’ki viste se ævele Raa, koss ho skulde bjerge se aa Baadne. Som ho laag ain Dag aa gruna paa Testanden, ho va i, kom de inn te henne ai stor Kønu, som gikk i mosaleta Undestakk aa va væn aa rau’dæmd i Andlete sino. Ho bar me se ait Spann me Vatn aa ait Krevjand Brø’laiva, som voro gule aa væne aa sjaa te. Ho sa’e daa: „her ligg no du au’ aa snau’ du stakkars Nau’e aa ’ki aig korki vaatt eller turt te eta korki aat de sjøl ell te hono Vesalgut som utme de ligg, men et no taa desse Bro’e aa drikk taa desse Vatne, e kjem me, so vonast me, du kraana de te Helse atte“. Nefallskønu gjorde so, aa Brø’e smakte som Rjumebrø, aa Vatne som Vin, aa ho vilkast atte trast, totte ho. „Um Tordagskvelden kjem, vil e ly’e att te de“, sa’e hi Kønu, „aa daa vilja me kastebyte Veslo vaare“. Me di sama ho hadde sagt de, kvarv ho burt. Kønu tok te nøggje taa desse Svalle, aa ottast, at de va ai Haugakønu, som hadde vore hjaa henne, aa hona torde ’ki anna ell ho spennte ti Skjurta aat Veslegute sino ain Sylvring, som va vigt Sylv i; for naar de va slikt i Pløggo hass, orka ’ki Haugatyfsa aa taka han. – Daa den are Torsdagen lai, hadde Nefallskønu vorte so vidt te Avles atte, at ho kunna tvaa Pløggi sine; ho va no ute, aa Baadne henna laag atte inni Hyttunn. Me’a ho sto ve ai Grov aa tvo, viste ho ’ki Orde taa, fyrr sama Kønu, som hadde vore hjaa henne, sto baint fyr Augo paa henne atte. „Staar du aa tvær Pløggi aat Vesalvøtt dino,“ sa’e ho te hina, „e ha no alt vore innaveggis hjaa de aa laga te aat de sama Kostidn, som sidst e lyddest haim te de. Men so ha e attaat di lagt ne ain Tull
