paa ai stor Flædd; der laag so mange væne Garda aa ai grusk Kyrkje midt i Grendenn. Se’a bar de daa inn i ain taa dai Gørdo. Paa desse Garde va de store væne Hus, som voro maala baade uta aa inna; i Stugunn va de so myki Gull aa Sylv, at de va grepale, aa haile Bølingen der va berre taa brøndsiutte Kolleky. Aa Sau’idn voro alle graa me slik Ull, at ho drogst ette Markenn. Husly’en va berre Mann aa so ai Døtte aa ain orgamall Mann, som va Far aat Sjølmanne der. Desse Folki stelte me hono paa mange Haatta fyr aa saa Mat aa Drikke ti han; men han vilde ’ki eta ell drikke noko, taa di han totte, at altsama va bloblanda. Han søkte berre paa alle Maata aa faa sleppe utatte derifraa, men dai passa han so plent, at han inki slapp laus. Aa helles so heldost dai berre me hono, at han skulde saa den Gjenta Dotte dairre te Kønu aa myki Gull aa Sylv aa Garden me henne, men han vilde slet inki veta taa henne, taa di han vart vare, at ho hadde Rove som ain Hest, aa den synte se ne’afyr Døsafalde paa henne, naar ho gikk. Helles va ho væn i Andlete, berre de, at ho hadde ain lang Skjeggjetust paa Nasatippe, som naadde so nær ne’i Kjafte paa henne, aa Pløggi henna voro, som dai hadde vore mosavøxen aa paa so undele ai Gjerd, at han inki kunna fortelja, koss dai voro laga.
Som de lai daa ut paa are Døgere, raiste alle dessa Folki uti Arbai, aa han skulde daa vera atte inne me dai gamle Kalle, som skulde hava Varaveitsle paa han. Kallen tok daa Guten i Hønde, aa laag i Sængenn aa helt hono solaise lengi; men teslutte fekk Guten ljuge se laus or Høndenn paa hono aa telaups paa Dydn. Daa skraik Kallen: „skvette du de no ’ki paa Le, ska du faa Main baade du aa dine Folk i niende Le.“ Guten tverskrykkte se daa tesi’es aat Dydne, aa me di sama kom de ette hono ait, som va tesjaa-and som ain iloga Sopling, aa so kjennde han ain varm Jølg, som tok han over Mjaaleggidn, so han vart doven derover ait
