komen, aa helda Hesten sin, aa la’e se te aa sova, te um Morgonen, daa Sole spratt i Tindo der umkring. Han totte endaa, at han hadde forsove se, taa di han tenkte de um Kvelden, daa han la’e se ne te Svevns: e vakna altid imorgo, naar Buskapen rupla se, aa de tek te aa skrangle i Bjello. Men um Morgonen va alt øy’e aa stilt umkring hi Bu’e, der alt de væne Fe’e hadde liggi. Han korki saag ell høyrde de minste Grand mair berre sin aigin Hest. Detta va væl inki anna ell ai Haugafolkbuferd, som va paa Raisa sama Gongi som han.
Rainskyttaren. Ain Fabror aat dai, som har fortalt dette, hadde ai Gong, me’a han va Umagi, raist nord i Hardne. Der vonast han aa kunne faa Auga paa ænkort Rainsdyre i di Stroki. De høvde daa so ain Dag, at han vart huga te aa sjaa upp i store Hardnekollen, der rangla han daa haile Dagen, men fekk inki oygje so myki som Haar ell Hære taa Raino, aa Notte va snøggt paa Hendo. Han viste inki daa, kor han skulde bjerge se um Notte; men so drog han te Minnes, at de va ai liten Fjellhytte unde Hardnekollo, aa dit tenkte han se daa te Legers Notte over ængorlaise. Men no tok han te hukre aa frjøse me, aa ovlite va de aa finne taa Ve’afangi der. Me’a han no rangla solaise, fekk han oygje ait lite fint Ve’afangan uppi ai Hall ovafyri dessa Hyttunn. Solaise vart de ai Raa’, aa han traiv detta vesle Ve’afangane, aa nørde ti Verme aat se, aa han fekk væse se godt me. Daa Elden va nebrunnen, vart de ain gild Glohaug endaa te. No va de vorte ørende myrkt; han velte se daa ne paa Tufte nemme Aara aa la’e ai Skønk paa kor Le aat desse Glohaugi, han fekk fe. Me’a han daa laag slik, tok de te kvæse aa kviske i Røno i vesle Hyttunn. Detta tenkte han inki mair ette, aa no rann de me di sama Dormen paa han, men rett som de va, kom haile Eldrai’e farand imyljo Skjenko paa hono Fabror, aa ai Kvendfolktyvse kasta se ne paa han, totte han skile. Han
