naar Tre’e sto i ain Bug, daa brast det snøggt aav. Paa denne Haatten gikk Arbaie radt, aa dai øldruge fortelja, at dai føngo fellt aa uppraidt ve tvenne tju’e Tylvtidn fyste Dagen. Are Dagen vilde Husbonden skifte Arbai me Gute, so at denne skulde svaigje Trjøne me øvre Enda te Markenn, som Sjølven hadde gjort fyste Dagen, aa han vilde daa snerte dai aav ve Rote. Guten, som va liten aa vaik, fælte taa desse Grepe aa va rædd, han orka ’ki svaigje Trjøne ne’aat Jutule. Men denne va likevæl so vælmaint, at han vilde hjølpe hono te aa svaigje ne de fyste Tre’e, som daa skulde kabbast. Daa Jutullen hadde boygt Tre’e ne’aat, skraik han, at Guten maatte vera handfast aa inki sleppe Taki sino, so Tre’e rettna upp atte fyr hono. No sleppte Jutullen sino Tak, aa derme spratt Tre’e paa staahaite Flekki baint uppatte me Toppe aa tversløngde Vaaeguten høgt i lause Veraatta, so at han kvingla i Tudn over Furutoppadn. Daa tok Jutullen te aa gaule aa ba te hono ovmaktige Kryppjans um Hjølp, aa derette tversløngde han Flykte si ut i Vere ette Gute. So illsnøggt gikk de, at han naadde atti den aine Skønki paa hono’me Lokunn sina fyrr, at han jordast. Taa desse Versløngi fekk han inki minnste Me’ ell Main, men kom haim hail baade paa Bunu aa Bain. Jutullen ga hono daa Haimpars, so ly’ande: „Rais te haimars me de du ovlaake Høggespett, som inke orka staa imot ain vesall Furusprett; te Aarsgut har ’ki e mair slik Nau’arklegg, som ’ki evla likar aa boygje ain Furulegg.“
Helge Tune. I Fyriti’o, me’a de va so myki taa Haugafolko aa Bergatrøllo, skulde de vore ait slikt Trøll uppi Tunekambe i Aal, som kallast Helge Tune. De raakte jabnan so te, at naar de va Drykkne ne i Strandagørdo ell Brai’egørdo aa Drykkjekalladn voro te huta ell vaala ette de va myrkt um Kveldadn, so svara de snøggt uppi Tunekambe, aa samstundes va ho framme aa ga se i Lag me Drykkjekallo. Ho syntest daa belgje i se Øl aa Brennevin me som ain Kalv, naar han
