han baae Armadn paa hono, brette dai bakover paa flate Golve aa skilde han ve Kniven som han tok i si aigi Hønd. Han maintest daa hava skræmt han aa sa’e de: „Kaa skulde e no gjera ve de, naar e vilde meta de so myki,“ aa derme maata han Kniven paa Arme aat hono som unde laag. I di sama va de som den Bonde skulde sligi te Ølboga hass Svaidn: Kniven gikk baint i Livaare paa hino i Ølbogskriki, so han ihelblødde se. Svaidn vardt samstundes tikin aa førd te Sundre te Bror sino hono Torkjell, som daa va Lesmann. Der sat han ait hailt Aar, aa alle tryaa Domadn avsa’e han ve Live.
Maistermannen aa Knikten voro komne um Kvelden, som Svaidn skulde rettast um Morgonen. Daa Maistermannen kom kjoyrand sunnate, sa’e Lesmannen: „Sjaa de um Skallin sit bain, naar han kjoyre?“ Ja, svara Folki, „han sit bain, sjaa me.“ „Ja saa D– krype i me, ska ’ki Skallin sita paa Bror daa,“ sa’e han. Torkjell hadde nok ve sine Sløngi faatt Bror sin gjord ufre’ug i Sta’en fyri aa rettast. Han gikk aat Arresten te Bror sino aa sa’e: „No ska du faa leva, Bror!“ „No ha du vist vore ute aa kjoyrt att, Torkjell,“ sa’e Svaidn; „aldri bi e so raiug te Dau’a mair, som e no e. Han vart lausletin aa gikk rangla frelaus fyr Folki aat dai, som aavtikin va. Men han hækte se framaat her aa der te Ættingo sine te aa faa se Vevære aa budde stundo uppi Aaso paa Stølo som ain Ainbuar. Teslutte doydde han i ait Eldhus paa søre Mørk i Holssokne.
Um Knut Annfinnssæt. Imyljo dai aatte Guto paa søre Villand va de som fyrr e fortalt ain som aitte Knut. Han budde sea paa Anfinnssæt i Hove aa va ain ill Mann aa umgaa. Han kunna inki koma i noko Samvære, uta han maatte alke aa tjaa me hine fyr aa koma te aa slaast, aa Folk sea, at han va den allaaverste taa Brøro.
Annfinssæten, som han vart kalla, hadde aigong te
