arveauksjon. Ja, jeg kan forstå, at en pensjonær i et pensjonat på Holbergs plass kan bo slik. Men et menneske, nei.
Hun rystet atter ivrig på lokkene.
— Har De ofte vært derute i villaen?
— Gud nei!
Plutselig lo hun høit:
— De vil kanskje ha det til at jeg har vært derute i villaen den besynderlige natt til lørdag. Hvad er det egentlig for noget forferdelig med denne lørdagsnatten?
Kjeldsen blev klar over: Enten er hun en meget god skuespillerinne eller også vet hun intet. Tross han var en herdet politimann kunde han ikke undgå å berøres av den underlige motsetning, som her viste sine makabre trekk, kokottens lekende og lettsindige passiar og så dramaet derute i villaen, hvis utstyr hun fant så lite chic. Om han nu reiste sig og sa til henne: Viviana, ta Dem sammen, De er innblandet i et grufullt mord! Men han sa det ikke. Han lot henne fortsette uanfektet. Der var alltid en mulighet for at han i hennes uryddige passiar kunde lete sig frem til et eller annet spor.
— Jeg avskyr, sa Viviana, at Hammel er bange for sin husholderske, et urgammelt skaberakk, et såkalt gammelt familiesmykke. Men skaberakket sover godt om natten, tilføiet hun leende.
— Finner De ikke også, at Hammel er meget av et dobbeltmenneske? spurte Kjeldsen. I det ytre ønsker han å gi inntrykk av den sterkeste borgerlighet. I virkeligheten er han en bohemnatur, som gjerne vil
